Så vi tog til en dygtig parterapeut/psykolog, og startede med et forløb på 10 sessioner, fordelt over ca. 2mdr. Hvad har det så givet indtil videre… ja det er et godt spørgsmål, vi bor stadig sammen – jeg har været flyttet ud et par uger, men har været tilbage i ca. 3 uger nu. Der er stadig ingen nærkontakt eller samvær – men ja vi bor sammen, og jeg håber det er en start på at genopbygge noget der har været borte alt for længe.

Psykologen har fortalt/lært mig lidt om hvorfor det er gået som det er gået. Jeg har som sagt levet for lang tid i min egen verden, og dermed ikke fattet at jeg skulle udvikle mig sammen med min kone. Hun har forandret sig meget i de sidste 3-4 år, hun er blevet endnu mere dejlig end tidligere – men jeg har bare ikke flyttet mig med, så der er et stort stykke arbejde foran mig.

Jeg har lært at jeg skal tage bedre fat der hjemme, jeg har lært at arbejdet ikke er alt. Jeg har valgt at starte på en frisk rent karrieremæssigt, og så fokusere på hvad der gør min familie godt.

Plads… er et nøgleord, og et ord jeg har meget svært ved. Jeg skal give plads til min kone, give hende plads til at være sig selv, og finde ud af hvad der skal ske – og ikke skal ske. Det er rigtigt svært. Vi taler ikke sammen om situationen og forløbet. Hun skal skrive til mig og fortælle mig hvordan det går, og det har hun gjort en enkelt gang indenfor de seneste 3 uger, og det er mega hårdt ikke at høre mere om hvor vi er i forløbet, ikke vide hvad hun tænker og ikke vide hvad hun taler med psykologen om til hendes enesessioner, som hun er fortsat med.

Jeg kan kun håbe at det går den rette vej, og kun håbe at psykologens arbejde går i “vores vej”.

Størstedelen af de næsten 15 år var præget af en arbejdsuge på næsten 60-70 timer, og heraf en stor del væk fra hjemmet. Og jo selvfølgelig var der forlængede weekender og rejser i firmaregi med konerne – så det var det jeg følte gjorde det godt for de lange arbejdsuger. Karrieren voksede og stillingerne blev mere og mere udfordrende/krævende, hvilket var rigtig fedt.

Bortset fra 1-2 gange i hele det forløb har jeg aldrig været stresset – troede jeg selv! – For det fandt jeg ud af ganske pludseligt at jeg havde været i 4-5 år (som minimum), bare ikke den slags stress jeg kendte til, nej en stress der i stedet “lukkede” helt af for min kontakt til dem jeg holdte af, forstået på den måde at jeg blev socialt handikappet – selvom jeg levede af at være udadvendt og social så var der områder hvor jeg helt mistede denne evne – og det var altså kontakten til dem jeg holdt allermest af.

Min kone havde ved flere lejligheder forsøgt at råbe mig op og fortælle at der var problemer, men dette kan jeg efterfølgende slet ikke huske, det er helt blankt. Som psykologen udtrykte det, så levede jeg et liv hvor jeg måske kunne klare 200 kommandoer på en dag, et job der krævede at jeg kunne 220, så det vil sige at alle de ønsker/krav/forespørgsler der kom fra de jeg holdte allermest af, jaaaae de fik et nummer i køen – helt ubevidst, så jeg nåede aldrig til dem – ikke før den dag hvor det hele ramlede, og hele verden gik op for mig.

Min kone havde været ulykkelig gennem længere tid, og havde faktisk truffet beslutningen næsten 1/2 år før, men bare ventet på det rette tidspunkt. Så hun havde haft tid til at indfinde sig med situationen, og “sørge” det der nu skulle sørges over. Så jeg stod foran en meget afklaret kone der var helt forladt for følelser overfor mig… det var/er nok det sværeste ved det hele.

Jeg ved jo vi er de rette for hinanden, jeg ved hun vil kunne elske mig igen, og jeg ved at det er hende jeg vil være sammen med resten af mit liv!

“Mig og børnene flytter fra dig” sagde hun, og fortsatte “Jeg vil skilles” – herfra er alt bare en tåge, og jeg husker stort set intet, bortset fra at jeg følte som jeg aldrig havde følt før – som om hele verden brast på een gang, og man med et knips mistede en hel familie, ja en hel tilværelse.

Det var i starten af august i år, og jeg kan huske at vi snakket en del i løbet af weekenden, men blev heldigvis hurtigt enige om at der ikke var nogen der skulle flytte nogen steder, før end vi havde bearbejdet det lidt mere. Vi fik kontakt til en psykolog, og fik en “hastetid” allerede den kommende uge.